Hvordan det hele startede

Foto: Jess Porse Clemmensen
Forfatter: Thomas Solgaard Andersen

I 2016, da vi gik på Aarhus Universitet, fik vi til opgave at designe et produkt til patienter med kroniske lidelser. Vi havde ingen planer eller ønsker om at starte egen virksomhed og blive iværksættere. Vores eneste mål var at skabe noget, der kunne hjælpe så mange som muligt. Så hvordan gør man det? Vi startede med at finde ud af, hvilken kronisk lidelse der er mest udbredt. En hurtig Google søgning viste, at gigt er én af de mest udbredte kroniske lidelser i Danmark såvel som i resten af verden. Faktisk er der 700.000 mennesker i Danmark, som har gigt, og hver dag er der 3 nye danskere, der får diagnosen. Men hvad vidste vi om gigt? Absolut ingenting! Så vi besluttede at lægge Google på hylden og bevæge os ud i virkeligheden for at snakke med mennesker, der havde gigten tæt på kroppen.

Vi kontaktede 
Gigtforeningen i håb om, at de kunne videresende os til nogle relevante mennesker, der kunne fortælle os om livet med gigt. Efter noget tid tog en ergoterapeut fra Sano, et rehabiliteringscenter for mennesker med ledsmerter, kontakt til os. Hun mødte os med åbne arme og havde fundet to kvinder, Winnie og Henny, som var flinke nok til at ville tale med os om livet med gigt. Det var dog ikke de eneste kvinder, som vi fik indsigter fra den dag. Rygtet, om at nogle unge mennesker var i gang med at lære om gigt og hjælpemidler, spredte sig hurtigt på gangene. Der var derfor ikke mangel på forslag til, hvilke hjælpemidler der mangler, og hvorfor de eksisterende ikke var gode nok for dem. 
Efter den dag var vores hoveder fyldt med indtryk, og notesbøgerne var fyldt med… ja noter, så vi tog hjem og kogte alle indsigterne ned til to overordnede problemer.


Det første problem, som vi mødte, var, at der var for mange hjælpemidler. 
Der er et hjælpemiddel til hver enkelt dagligdags aktivitet, hvilket skaber et behov for en stor mængde hjælpemidler. Det er ikke det fedeste, når man skal ud af døren og på forhånd planlægge, hvilke aktiviteter man skal igennem, så man ikke står uden hjælpemiddel i en given situation. 
Det andet problem var ret interessant. Flere fortalte os, at de syntes, at hjælpemidlerne var grimme, hvilket jeg undrede mig en del over. 
Hvorfor gå op i udseendet på et hjælpemiddel, hvis det virker? Men Winnie sagde: “Vi ser os ikke som syge, blot udfordrede. Jeg har lidt svært ved at bruge mine hænder, men det betyder da ikke nødvendigvis, at jeg er syg.” 
Det er en ting, som jeg har hørt hos mange med gigt lige siden. Hvis man ikke ser sig selv som syg, kan det være svært at forene sig med at bruge noget, der ligner noget syge mennesker ville bruge.

Som designer ved jeg godt, hvordan æstetik påvirker os. Så hvorfor det kom bag på mig, at der er et ønske om, at hjælpemidler også er æstetiske på samme måde som andre redskaber i hjemmet, kan jeg ikke forstå. I dette tilfælde så vi, at æstetikken er tæt knyttet med ens identitet. Man vil gerne ses som andet end sin lidelse og omgive sig med ting, der gør en glad. De hjælpemidler vi så, havde funktionen i fokus, men ikke hvordan man som menneske havde det med at bruge produktet. Vi fandt senere ud af, at 23% af offentlige bevilgede hjælpemidler ikke bliver brugt – hovedsageligt på grund af identitetsproblemer.


Det var ud fra disse to problemer, at vi ville prøve at designe noget, som kunne hjælpe mennesker med gigt. 
Idéen var simpel. 
Det første problem kunne vi løse, hvis vi skabte noget, der kunne bruges ved flere aktiviteter. På den måde slap man for at bære et arsenal af hjælpemidler med sig, hver gang man skulle ud af døren. Her kiggede vi på samtlige hjælpemidler til hænderne og prøvede at se, hvad de havde tilfælles. Det viste sig, at mange af hjælpemidlerne blot var en almindelig hverdags genstand med et forstørret greb, så hvis vi lavede et forstørret greb, der kunne fastholde genstanden, så kunne vi faktisk skære over halvdelen af hjælpemidlerne væk. 
Det andet problem ville vi løse ved at designe et ydre på produktet, som var pænt og skandinavisk, og som udstrålede alt andet end sygdom, hospital og handicap. Det viste sig dog at være mere indviklet end som så. Uanset hvilket design vi fandt på, ville der altid være nogen, som ikke kunne lide det. 
Med andre ord – der findes ikke noget, som er universelt smukt for alle. Det burde måske ikke være en nyhed for en designer, men det lærte os, at hvis vi skulle lave noget, som mange ville kunne lide, så blev vi nødt til at designe vores produkt, så det kunne ændre udseende til folks forskellige smag. 


Løsningen blev et cover, som kan tages af, så det kan laves i alle mulige farver, teksturer og materialer, så der er noget for alle. På den måde kan produktet blive mere personligt og tilgængeligt for alle, så det passer med ens æstetik og identitet. Udvikling af coveret og udseende er et vigtigt næste skridt, da alt, som vi har kunne vise frem indtil nu, er ufærdige prototyper, som viser funktionen men ikke potentialet i designet. 

Tilbage til historien. Med denne idé, manifesteret i en meget simpel prototype, fik vi afleveret vores eksamensprojekt og var klar til sommerferie. Men vores underviser mente, at vores idé var for god til blot at være et eksamensprojekt, så han tog fat i os og spurgte, om vi ikke ville fortsætte med at arbejde på produktet. Tanken havde ikke strejfet os, men vi var klar til at give det en chance. Om ikke andet så ville det klæde vores CV, når vi nu engang skulle ud i den virkelige verden som lønslaver. 
Vi fik kort tid efter plads i et fællesskab blandt andre studerende og iværksættere på Aarhus Universitet, hvor vi blev præsenteret for en helt ny verden (i hvert fald for humaniora studerende) med forretningsplaner, budgetter, markeds validering og en masse andre ting, som man i øvrigt kun må sige på engelsk. Vi slugte det hele rub og stub i noget af en stejl læringskurve, hvor vi stadig bliver klogere, for hver dag der går, selvom vi i dag er færdiguddannede.

Siden da har vi talt med over 100 mennesker med gigt for at sikre os, at produktet er så relevant for vores kommende kunder som overhovedet muligt. Og produktet – ja det kaldte vi for Wini efter den første person, som vi fik indsigter fra.

Har du lyst til at støtte udviklingen af hjælpemidlet Wini? Se vores crowdfunding kampagne her.