Brugerindragelse er unaturligt men nødvendigt

Forfatter: Thomas Solgaard Andersen

Vi kan godt lide idéen om iværksætteren som Georg Gearløs typen, der pludseligt støder på et problem, tager hjem til sit værksted, mens han tænker: “Dette må da kunne gøres smartere?” Så opfinder han et eller andet genialt og vupti, så er der en virksomhed oppe at køre, der ændrer samfundet som vi kender det.

De fleste af os ved godt, at det ikke er så nemt, men alligevel er det genierne vi dyrker. Vi er mere fascinerede af Elon Musk, Steve Jobs og Mark Zuckerberg end vi er af Tesla, Apple og Facebook. Vi kan godt lide historien om at disse personligheder bringer disse geniale idéer ned til os og ændrer samfundet radikalt med deres opfindelser.

Jeg er ikke et hak bedre. Jeg søgte ind på digital design tilbage i 2014 på Aarhus Universitet, fordi jeg havde hørt at man skulle designe nye løsninger, man lærte at programmere, bygge elektroniske dimser, mens man fik noget supplerende teori. Ak, både min bachelor og mit speciale handlede om innovation.

En kende skuffet blev jeg da jeg opdagede at en stor del ved designprocesserne var at lave interviews, rundspørger, workshops og brugerinddragelse. Eller som vi kalder det – UX (user experience).

I starten hadede jeg det. UX er ikke naturligt for mennesker. Man skal opsøge fremmede mennesker og endda prøve at få deres ærlige holdning til ens løsning frem. Det var ikke sjovt i starten. Men når man så, hvilken betydning det havde for kvaliteten af løsningen ved at tage feedbacken til sig, måtte jeg genoverveje mit billede af iværksætteren.

Jeg brød mig ikke om at de geniale opfindelser, som kom fra disse genier havde været igennem et hav af iterationer, fejltagelser, pivoteringer og gud forbyde det – brugerinddragelse. Det brød lidt den mystiske illusion, der var omkring opfinderen og deres vej til succes. Det gjorde opfindelser mere menneskelige og tilgængelige, noget alle måske i virkeligheden kunne have opfundet hvis de bare havde arbejdet hårdt nok for det. Siden jeg blev cand.it i Digital design har jeg holdt en del foredrag om UX, og hvordan jeg føler at vores geni dyrkelse står i vejen for at lave gode design løsninger.

Iværksættere er ikke Moses, der kommer ned fra Sinaibjerget med nye radikale idéer. Iværksættere er almindelige hårdtarbejdende mennesker, der prøver at forstå hvilken virkelighed deres løsning kommer til at indgå i, så andre almindelige mennesker gider at bruge den. Og hemmeligheden i at forstå virkeligheden er at tale med de mennesker, der indgår i den. Her er UX nøglen til det.

I Manigrip har vi talt med over 100 mennesker gigt. Vi har talt med adskillige læger, ergoterapeuter, pårørende, branchefolk. Vi stødte ikke selv på problemet. Vi lyttede bare til mennesker, der har kendt til disse problemer i mange år og skrev deres frustrationer ned. Vi tog ikke hjem til vores opfinderværksted og bankede noget hurtigt sammen. Vi har bandet, svovlet og revet håret ud på os selv, fordi prototype #30 stadig ikke fungerede, som vi ville have den til.

I alle processer vi har været igennem indtil videre, har vi inddraget brugere løbende. Vi har aldrig antaget noget som helst, men underbygget hver påstand med interviews og feltstudier.

I dag har vi et fast ekspertpanel bestående af mennesker med gigt og velansete ergoterapeuter, så jeg har en direkte hotline til ærlig feedback, men de giver os også adgang til et hav af brugere og eksperter som vi ikke ellers ville have haft adgang til. Og når vi engang står med det færdige produkt, Wini, i hånden, er det ikke fortjenesten af ét geni der kom ned fra bjerget, men resultatet af et hav af menneskers hårde arbejde, ærlige feedback og fantastiske støtte.

en_GBEN