At gå til læge som kronisk syg

Forfatter: Charlotte Secher Jensen

Hvor er der bare stor forskel på læger. Ja, på mennesker. Ingen er jo ens. Heldigvis.

Jeg var til en undersøgelse i dag, ved en læge, som jeg før har været inde ved.
Jeg har både fibromyalgi, leddegigt og en håndfuld andre udfordringer, så jeg skal ofte afsted til kontrol.

Hver gang jeg går fra et lægebesøg tænker jeg det lige igennem.

Nogle læger er empatiske, lyttende, hvor jeg føler mig både set og hørt. Der sker noget. Det er ikke en sludder for en sladder. Jeg går derfra og føler mig tryg og i gode hænder.

Andre læger virker som om de har tankerne et helt andet sted og man er nærmest til besvær og andre igen er helt anderledes.

Så er der også noget med kemien mellem mennesker. Nogen passer bare ikke sammen og hos andre, der er kemien der bare fra første gang man mødes. På ens job, til et socialt arrangement, osv. Men også ved mødet mellem patient og læge er kemien vigtig. Er man på bølgelængde, går det hele nemmere.

Til sidst er der måden man bliver berørt. Fysisk og psykisk. Ved den fysiske berøring er det et fremmed menneske, der rør ved en, når man skal undersøges. Det kan sagtens påvirke en psykisk. Måske har man taget en del tøj af, fordi det er nødvendigt. Måske føler man sig sårbar eller føler det er helt ok. Måske overskrider det nogle grænser hos en. Der betyder det menneske, der skal undersøge en rigtig meget, i forhold til om undersøgelsen bliver en positiv eller negativ oplevelse.

Tilbage til mit lægebesøg. Jeg har kendt lægen en del år. Han kender en del til mit liv som patient. På den måde er vi ikke fremmede, men vi kender heller ikke hinanden. Kun de små detaljer fra vores liv, der gennem årene er delt bag den lukkede dør. Vi er ikke venner, heller ikke bekendte og alligevel har han en stor betydning i mit liv. Jeg værdsætter ham og det han, og hans kollegaer, gør for mig gør for mig som læger. Det er deres job. Men de gør bare lige det ekstra.

Jeg gik ud fra sygehuset med et smil på læben. Jeg blev set og hørt. Jeg blev undersøgt med stor omsorg og de blideste hænder, imens vi talte om de udfordringer, som jeg har haft den sidste tid. Jeg åbnede op for nogle ting, der fyldte i forhold til mit liv som kronisk smertepatient. Nogle bekymringer. Det gav ro. Tiden var til det. Han tog sig tid og jeg gav mig tid til at tale om det. Samtalen var ligeså helende, som den medicin jeg tager. Den beroligende, støttende hånd gav mig tro på, at det nok skal gå.