Forfatter: Charlotte Secher Jensen
Lige nu og her, når ens verden brænder sammen.
Når jeg kigger ud af vinduet, så ser alt ud som det plejer. Fuglene synger, alt springer ud i håbets farve, og forårssolen er så småt begyndt at vise sit lyse ansigt. Men intet er, som det plejer. Der er så stille udenfor, at jeg kan høre mit eget hjerte slå.
Og det slår hurtigere, end det plejer, for bekymringerne står i kø. Tankemylder og overbekymring giver utryghed og rod på øverste etage. Normalt har jeg det sædvanlige rod i hjørnerne, men når jeg ikke kan se enden på, hvad der sker i verden lige nu – i min verden, så bliver jeg bange. Det er svært ikke at spekulere over, hvad dette kommer til at betyde for mig og for mine nærmeste i fremtiden og for resten af verden.
Det er nemt for mange at sige: Du skal ikke overbekymre dig, for så bliver du opslugt af kaos og panik. Se logisk og rationelt på det hele.” Det prøver jeg også. Jeg prøver virkelig.
Men de kender jo nødvendigvis heller ikke konsekvenserne ved at være kronisk syg lige nu og her. Hvis vi stikker fingeren i jorden og mærker efter, sådan mærker rigtig efter. Er der så egentlig nogen, der ved det? Hvad vil konsekvenserne være, hvis jeg blev smittet? Hvis du blev smittet? Vi har ikke stået i denne situation før. Verden har fået et wake-up call, og det har jeg også. Mine forfædre gik i krig, jeg bliver i sofaen.
Alt bliver mere tydeligt. Det er tydeligt, hvad jeg er bange for. Jeg er simpelthen ikke kun bange for at blive syg. Jeg er også bange for at dø. Jeg prøver at læse mig frem til, om jeg er i risikogruppen, om jeg skal passe mere på, end dem der er raske. Da de første blev syge i Danmark, fik jeg en livskrise. Den lå allerede og ulmede i nogle måneder før – den psykiske overbelastning. Den vågnede fra den ene dag til den anden, efter et år med mange udfordringer med min gigt. Jeg fik ekstra medicin, som gjorde, at jeg fik det markant bedre. Jeg var lige kommet dertil, hvor jeg levede og ikke bare overlevede. Men krise er lig med udvikling, og jeg lærte ret hurtigt noget om mig selv. Om min psyke.
Jeg får vendt tankerne indad og får sagt det, der skal siges. Til min læge, til mig selv og til dem, jeg holder af. Leder febrilsk efter informationer på Facebook, Sundhedsstyrelsens hjemmeside, på nettet, kontakter reumatologisk afdeling og ser nyhederne. Jeg er helt forvirret. Men bekymringer er som en gyngestol. De holder mig beskæftiget, men jeg kommer ingen vegne.
Jeg åbner vinduet og trækker vejret dybt. Indrømmer overfor mig selv, at jeg ikke aner, hvad det her handler om. At det er helt ok at være bange. Skifter mellem panik og fornuft. Panik over om jeg skal stoppe med mit immunhæmmende medicin mod min leddegigt, eller fortsætte. Skal jeg følge anbefalingerne? Har jeg ondt i halsen? Hvad nu? Er jeg ok? Huskede jeg at holde afstand? Sprittede jeg nu mine hænder? Husk ikke at stikke fingrene i munden. Jeg savner knus og nærhed. Min fornuft siger, at jeg gør alt, hvad jeg kan, for at jeg ikke bliver smittet. Det gør min familie også. De står klar, når jeg næsten får overbalance og hjælper mig tilbage til den reelle virkelighed.
Jeg forsøger at være rationel og logisk. Jeg planlægger indkøb på nettet, bliver hjemme helt frivilligt. Holder kontakten med venner og familie på nettet. Forsøger at skabe en hverdag med masser af gøremål, så jeg ikke lander i gyngestolen – frem og tilbage på samme sted, uden det hjælper.
Jeg går i haven, nyder solens blide varme kærtegn på mine kinder, og tankemylderet får ro for en stund. Ser hundene lege ubekymret i haven. Hører børn, der leger længere nede af gaden. Alt virker på en måde næsten normalt i min lille boble. Livet går videre, det bliver forår. Alt springer ud, og jeg tager en dag af gangen. Men mit liv er forandret, for altid.
Danish 
English