Forfatter: Charlotte Secher Jensen
Livet er ikke en dans på roser. Men hvorfor skulle det også være det? Roser er ufattelig smukke, men har også torne. De stikker, så hvis man vil danse på dem, så er det da godt at have et positivt sind og være glad for, at man altid er velforberedt og har de gode fodformede sko med indlæg på.
Tror faktisk, det er en meget god beskrivelse af, hvordan jeg lever mit liv som kronisk smertepatient. En god portion smerte og glæde, blandet med humor, bekymringer og tilsat lidt selvindsigt. Bevares, det kunne da egentlig være fantastisk altid at kunne danse gennem livet, men på et tidspunkt vil det også blive en smule kedeligt. Og sådan er virkeligheden jo ikke. Livet har sine op- og nedture. Det påvirker humøret, en selv og sine omgivelser, parforholdet, kroppen og alt andet.
Jeg elsker roser. Og jeg elsker at få roser. Men ikke på valentinsdag. Den fejrer min mand og jeg ikke. Vi fejrer heller ikke vores bryllupsdag. Vi vil meget hellere nyde alle dage på året, og overraske hinanden på tilfældige dage. Så gør det ikke noget, at en af os glemmer mærkedagen, fordi dagen efter er præcis lige så vigtig for os som par, og det er for os vigtigere at få en buket overraskelsesblomster og en kærlighedserklæring på en tilfældig dag, end en dag andre har bestemt er en mærkedag.
Vi har kendt hinanden det meste af vores liv. Vi lærte hinanden at kende, da jeg stadig gik i folkeskole. Vi er nærmest blevet voksne sammen. Har formet hinanden. Vi havde begge en drøm om hvordan vores fælles fremtid skulle være. Den drøm blev vendt på hovedet, da jeg fik leddegigt. Så vi ændrede på drømmene og tilværelsen. Forsøgte at se det positive i ændringerne, og vi har forsøgt at forme og skabe nye drømme sammen undervejs, i de over 30 år vi har kendt hinanden. Der har været lyse og mørke dage. Dage, hvor pyt har været et vigtigt ord. Dage, hvor romantikken har blomstret og dage, hvor et stort viskelæder burde viske dagen ud så vi kunne starte forfra. Vi er med tiden blevet gode til at rumme hinandens forskelligheder, meninger og fejl. Vi behøver ikke være enige og vi forsøger at give hinanden plads. Plads til at have dårlige dage og også de gode.
Da jeg sad og skrev dette blogindlæg, spurgte jeg min mand om, hvordan vores forhold er påvirket af, at jeg har en kronisk sygdom. Om det har ændret noget? Faktisk var det slet ikke vores parforhold han nævnte først, eller tænkte på, men mere ting som jeg ikke længere kan hjælpe med. De store projekter i haven eller at vaske gulv. Det fylder lidt for ham. At det bliver hans projekter og ikke en fælles opgave. Det er også svært at vide, hvor meget det egentlig har ændret vores parforhold. For jeg fik gigt for mange år siden. Jeg ved godt at parforholdet i perioder kan være mærket af, at jeg svinger meget i hvad jeg kan. Men det er vel nok ikke meget anderledes end for mange andre parforhold? Nogen arbejder utroligt meget og har ikke ret meget tid sammen i hverdagen. Andre er måske ikke gode til at snakke sammen om tingene, grine med og af hinanden, sige pyt eller lave lidt sjov med udfordringerne og have lidt humor med. Eller give hinanden plads. Sådan er vi alle forskellige. Så kan andre noget andet.
Jeg spurgte ham også hvordan vi holder romantikken ved lige i hverdagen. Han nævnte en spontan køretur ud i det fri sidste søndag. Vi kørte bare. Spiste slik og fik vendt en masse ting. Vi hyggede os, var bare os og nød hinandens selskab. Jeg sad og reflekterede lidt over hans svar, og tænkte, at romantik kan være utrolig mange ting. Et blidt klap, et kys i nakken. Et smil, der skinner helt ind i øjnene og roser på en helt tilfældig dag eller en hurtig dans gennem køkkenet med grydeske i den ene hånd og madkassen i den anden, morgenhår om eftermiddagen og nattøj, fordi sådan er livet også. En dag af gangen og helst de gode af slagsen.
Danish 
English